Affaldssortering
Hos Vesthygge går vi op i, at vores produkter bringer glæde, uden at efterlade et unødigt aftryk på miljøet. Det gælder også den emballage, dine varer ankommer i. Vi genbruger papkasser og pakkefyld, når det er muligt, og vælger ellers materialer med omtanke.
Herunder finder du en oversigt over de emballagetyper, vi benytter. Da vi pakker hver ordre individuelt, vil du ikke finde alle dele i hver forsendelse, men her kan du se, hvordan du sorterer præcis det, der er landet i din postkasse.
Er du i tvivl, er det altid en god idé at undersøge de specifikke regler i din egen kommune, da der kan være lokale forskelle på sorteringen.
Papkasse
Vi bruger både nye kasser og genbruger papkasser fra andre forsendelser, så længe de er rene og robuste. På den måde giver vi kasserne nyt liv i stedet for at sende dem til affald med det samme.
Hele kassen skal flades ud og sorteres som Pap.
Boblekuverter
Ydersiden af vores boblekuverter består af FSC-certificeret papir, mens indersiden er beskyttende bobleplast lavet af 50% genanvendt plast.
Kuverten skal skilles ad for at blive genanvendt korrekt.
- Riv papiret og plasten fra hinanden.
- Læg papiret i beholderen til Papir.
- Læg bobleplasten i beholderen til Blød plast.
Boblefolie
For at beskytte dine varer bedst muligt under transporten bruger vi boblefolie, der er produceret af 50% genanvendt plast.
Boblefolien skal sorteres som Blød plast.
Lynlåsposer
Vores lynlåsposer er lavet af LDPE-plast, som er et materiale, der er meget velegnet til genanvendelse. Da poserne nemt kan åbnes og lukkes igen, opfordrer vi til, at du gemmer dem og bruger dem til opbevaring af småting, ekstra spilbrikker eller andre hobbyartikler fremfor at smide dem ud.
Når posen ikke længere kan bruges, skal den sorteres som Blød plast.
Pakkechips
Vores pakkechips er produceret af majsmel, hvilket gør dem 100% biologisk nedbrydelige. De kan forekomme i forskellige farver. Du kan faktisk teste det selv ved at holde en af dem under vandhanen hvor de opløses helt til en grød, når de kommer i kontakt med vand.
Da de er fuldt nedbrydelige, kan de sorteres som Restaffald. Du kan også smide dem i din egen kompost, hvis din kommune tillader det.
Pakke tape
Ikke alle vores pakker kræver tape, men når vi bruger det er det altid brun papir pakke tape. Det er et mere miljøvenligt alternativ til traditionel plastiktape, da selve tapen er lavet af papir, og limen er baseret på naturligt gummi.
Når du modtager en pakke med vores papirpakketape, kan den blive siddende på papkassen ved sortering og sorteres som Pap.
Fragtlabel
Selvom en label føles som papir, er den overfladebehandlet og har lim på bagsiden. Den må derfor ikke sorteres som rent papir.
De moderne sorteringsanlæg er dog gode til at skille småting som labels og limrester fra. Du kan derfor godt lade labelen sidde på kassen, når du sorterer den som Pap. Du kan også vælge at rive labelen af og smide den i Restaffald.
Hangtag
Vores hangtags er lavet af pap, men er påsat et klistermærke med information om varen.
Du kan sagtens lade klistermærket sidde på og sortere det hele som Pap, da de moderne anlæg kan skille de to materialer ad. Hvis du vil gøre genanvendelsen helt optimal, kan du rive klistermærket af og smide det i Restaffald, mens selve pappet kommer i Pap.
Takkekort
Det takkekort, du finder i din pakke, er trykt i Danmark på FSC-certificeret papir. Det er din garanti for, at papiret stammer fra skove, hvor der ikke fældes flere træer, end skoven kan nå at reproducere, og at produktionen foregår under ansvarlige forhold.
Kortet skal sorteres som Papir.